OBOLEN ❧
104
— jeg har ikke glemt ham, han var ikke min Ven, og jeg har ikke syndet imod ham ved at lade ham være ene — og — nu, Herre Gud, han var vel Pebersvend, og en sådan, det véd vi, bli'r ensom, når han bliver gammel og sær“.
Baches fugtige Øjne mødte hans: „Men — —“
„Nå ja, fortæl mig mere om ham, det er jo dog muligt, at jeg —“
„Han,“ Bache så mellem Poppelstammerne ud over Vejens sølvagtige Søle der ovre under Skovens sorte Fugt, „han var en gammel cand. phil., levede af en utrolig lille Sum, han havde arvet efter sine Forældre, der var døde fra ham i hans tidligste Barndom og — — levede helt for sig selv — ikke fordi han vilde, nej, det tror jeg slet ikke, jeg tror tværtimod, han havde et ualmindeligt blødt Hjærte, men fordi — ja, fordi han var ikke skikket til at have med Mennesker at gøre — han kedede dem eller ærgrede dem, man fandt ham latterlig eller besværlig, jeg véd ikke hvad — og han kom aldrig igen — han var uden Mod, han havde vist lidt store Nederlag — og fattig var han, han havde været meget i Verden, men det var altsammen gået itu for ham — jeg kendte ham jo næsten slet ikke, men han var en — en fejlslagen — og nu — nu var han kommet der til Øen, for — dér var billigere, og han troede sagtens, at her, hvor Menneskene var få, dér — vilde der måske være Plads for ham, og dér vilde han lettere vinde sig Venner og få Indpas i et Hjem, men — —“
Bache lukkede Øjnene, den halvtåbne Mund skælvede.
„Hør, sagde han slet ikke noget nærmere om mig, noget, jeg kan holde mig til så —“
