OBOLEN ❧
102
„Fra,“ Bache rynkede Brynene, „Deres Ven, Kandidat Holm, han —“
„Min Ven —“
„Ja, han er død,“ Blikket borede sig ind i Brillerne, Stemmen kom hastig, skarp.
Carlsen satte sig ved Bordet med Pibehovedet i Hånden og de forundrede Briller rettet mod den unge Læge. Der blev en Stunds Tavshed, kun Blæsten susede tungt i de svære Popler og ovre i Skoven — så lød Tallerknernes Raslen, idet de ryddedes ud, og en jublende Barnelatter. Baches Blik veg ikke fra hans Kollega.
Nu rejste Carlsen sig hurtigt og gik hen til ham.
„Hør nu,“ han trykkede ham varsomt ned i Kurvestolen, „lad os nu forstå hinanden, for — om jeg begriber, hvad De taler om.“
„Hvad jeg —“ Bache rykkede tilbage, så Kurvestolen knagede.
„Ja hvad — for, Mand,“ Doktoren stod svær og bred foran ham, „så sandt mit Navn er Jens Carlsen, om jeg aner, hvem den Kandidat Holm er, De siger, De skal bringe mig Hilsen fra.“
Baches Øjne stirrede stift på ham, men de runde Brilleglas lyste ham så uforstående i Møde, at han hurtigt bøjede sig frem over Stolens Arm.
„Nej — men fortæl De mig om ham, hvad er det med den Hilsen, De skal bringe mig fra ham?“
Bache flyttede langsomt Foden frem over Tæppets Tærner, så stammede han, uden at løfte Blikket:
„Han — jeg blev kaldt til ham — han lå for Døden — uhelbredelig — det var altfor sent, jeg blev hentet — men han var — han boede helt alene —
