97
❧ ENGLENE
ENGLENE
arnet sad ved Moderens Seng og legede med
Dukke Lise.
Solen skinnede klart og stille gennem Gardinerne ind i det lille, lyse Værelse, hen over Barnets bøjede Hoved med de gyldent-flimrende Nakkehår og de små rosenrøde Hænder, der tumlede med Dukkens leddeløse Krop, over Nøddetræsmøblerne og de blåtapetserede Vægge med Ringornamentet og de smalle, forgyldte Lister. Servantestellets Porcelæn stod køligt og tyst midt i Sollyset, hvis Genskin flimrede over Gulvet som et levende Vand og legede under Loftet i lydløs Bølgegang. Den hvidmalede Dør stod åben ind til den anden Stue, hvorfra man hørte et Ur dikke. Fjærnt ude fra Køkkenet lød dæmpet Raslen, men herinde var ganske stille, ene Spejlets varme, blå Øje syntes at våge over Barnets Leg. Udenfor, bag det kullede Havedige, lå de vide Marker under Varens sagte, milde Sol, frodige og tomme, til Horizontens fjærne, blå Skovlinjer.
Solen skinnede varmt og blødt, og Uret dikkede. Barnet legede ivrigere og ivrigere med sin Dukke, men pludselig —
„Mo'r“, den lille vendte sig i Stolen, „Dukke Lise, véd du hvad, hun vil slet ikke stå stille, mens hun får Tøjet på.“
To ivrige, blå Øjne spejdede mod Sengens tavse, hvide Omhæng.
„Mo'r, Dukke Lise —“ Barnet kom op og listede hen til Sengen.
Derinde lå Moderen, stille og ubevægelig i det klare
