HERMAN BANG
Haand faldt til Hvile, noget, der førte Tanken hen paa Tøjlen til et Firspand — hvilede der som en Duft af Ager, og og hun talte med en Stemme, som var der to Alen højere til Loftet end der var.
Baronesse Soffy, hvem Frøken Schrøder bragte en Skammel, holdt en udslaaet lille Papirsskærm oppe for sit Ansigt, der var blevet ganske magert uden at ophøre med at være ungt — skyggende med Skærmen, som om Solen gjorde hende ondt. Mens Baronesse Eline talte, sagde hun kun nu og da et »ja« eller et »nej«.
Hun delte altid Søsterens Meninger: »ja, som Eline siger«, sagde hun.
Og hun smilede, af god Opdragelse; men hendes Øjne, der vare faldne ind i deres Huler, havde altid det samme Udtryk, som om de saa' paa noget fjærnt, der var bristet.
Baronesse Eline talte om, at de havde Haandværkere paa Stensgaard:
De gamle Kobberrender løb.
»Petersen, vor Petersen, De véd,« sagde Baronesse Eline, »havde anbefalet Blikrender, men lad ham, der følger efter os, sætte Blik,« sagde hun. »Ham, der følger efter os,« var en fjærn Ætling af en fjærn og norsk Sidelinje, som i Forventning om
78
