HERMAN BANG
»Ja, Deres Naade.«
Frøken von Kørbitz kom ind, bred og stor, med den tykke Guldkæde ned om sin Hals og Ansigtet ubevægeligt, som var det stivnet i en Lytten, der ingen Lyde modtog. Hun blev staaende midt i Stuen og sagde sit »God Morgen«. Saa satte hun sig i den anden Stue i sin Armstol ved det tredje Vindue og begyndte sit Arbejde.
Frøken von Kørbitz filerede.
Det var lange, endeløst lange hvide Stykker, forfærdigede af en skinnende Traad. Ingen vidste, hvor de blev af. Frøken von Kørbitz »arbejdede« dem, og de forsvandt.
Schrøder var gaaet, og i Stuerne var der ganske stille. Die Gnädige ventede, og Frøken von Kørbitz' travle Fingre løb over Traaden, mens hendes tunge Øre end ikke hørte Urenes Lyd.
Pludselig lyste »Naadens« Øjne. Hun havde vendt sit Blik mod »Spejlet«.
Ved Gadens Hjørne dernede saa hun Adelheid.
Rank red hun frem paa det brunlige Dyr, der som ydmygt, under sin Byrde, bøjede sin dejlige Hals.
Die Gnädige trak i Klokkestrængen, der hang ved hendes Stol.
68
