HERMAN BANG
Konferensraaden var af dem, der gør Indtryk af at bukke altid.
Han spurgte, om die Gnädige havde sovet vel.
»Som et gammelt Menneske sover,« sagde die Gnädige.
Hun havde en egen Art, hvorpaa hun saa hen over Avlsforvalteren, hun havde gjort til sin Mand. Det gav Indtryk af, at hun ikke havde set ham ind i Ansigtet i mange Aar.
Konferensraaden var ude igen. Man havde Følelsen af, at han bestandig slap bort, naar han gik ud og ind ad Døren i sit eget Hus, og han havde den Vane, uden at have været udenfor Huset, altid at aftørre sine Fødder paa alle Gulvmaatter.
Die Gnädige ventede sin Datterdatter.
Schrøder vendte tilbage og med den samme Stemme som altid — Schrøder talte bestandig med samme Tonefald og uden Modulationer, ligesom hun altid bar en strikket, ulden Vest —:
»Frøken Adelheid rider.«
»Hvad er Klokken?« svarede kun die Gnädige.
»Ti, Deres Naade.«
»Naa.«
Die Gnädige blev siddende, seende ud
66
