LIV OG DØD
»Min Go'e«, sagde hun til Baron Ryssenfelt, »vi Gamle skal ikke skræmme Menneskene.«
Naar hun var færdig med sit Toilette, tog hun sin Silke-Pengepung og gik gennem Empire-Kabinettet, støttet til sin Elfenbensstok, ind i Dagligstuen.
Fra sin Plads ved Vinduet, en bred Mahogni-Stol med Silkedamask, kunde hun overse tre Stuer. Møblerne stod i dem alle symmetrisk langs Væggene under de gamle Portræter. Gulvene var hvide og uden Tæpper.
Die Gnädige satte sig med Spyttekoppen og Pengepungen ved Siden af sig paa et Mahognibord. Paa Silkepungen var Rantzauernes Vaaben broderet.
»Saa kan Adelheid komme«, sagde hun.
Schrøder bevægede sig ud gennem Stuerne for at »tilsige« Datterdatteren.
Og man hørte Konferensraaden i sit Værelse. Han aabnede Døren og kom for at sige »God Morgen« til die Gnädige.
Han var i Aarenes Løb skrumpet ind til at blive en lille glatbarberet Mandsperson, der bar en brun Paryk, hvilken Paryk man havde det Indtryk han halvvejs tog af, mens han bukkede i lutter forfjamsket Ærbødighed.
65
5
