HERMAN BANG
Længe stod de, og længe tav de. Paa deres Kærtegn var der ikke Tal.
»Hvor jeg elsker Dig.«
Den sneklædte Egn laa foran dem som et eneste Brudetæppe. Over dem drog Stjernerne stille.
»Se, Stjernerne, George,« sagde Alice:
»Se, Stjernerne lyser for os.«
Men Berner blev ved at hviske, ved at sige, skælvende sagte, som var han født til at sige, kunde han kun sige disse fire Ord:
»Hvor jeg elsker Dig.«
— — —
Inde i Salen var Godsforvalterfamiljen ankommen. Det var tvende sure Damer, Moder og Datter, hvis Klæder stank af gammel Eau-de-Cologne og iøvrigt havde den Slattenhed, som lang Hængen i Klædeskabe giver en Garderobe. De to Damer kom nejende henimod Alice.
»Det er jo en hel Fest og saadan improviseret,« sagde Fruen.
»Nej,« svarede Alice, og pludselig lo hun:
»Den har været længe forberedt og længe ventet.«
I hele Salen dansede de.
Alice stod stille ved Berners Arm.
»George,« sagde hun, »lad der være Glæde omkring vor Glæde.«
58
