LIV OG DØD
Der gled et Smil over Frøken Alices Ansigt:
»Min Ven,« sagde hun og vendte sig til Feddersen, hvis mørke Øjne pludselig løftede sig fra Tangenterne og hvilede et Øjeblik i hendes:
»Spil nu en Vals.«
»En langsom Vals.«
En langsom Vals var for meget for Husmanden og hans Søn. De hvilede ud med et Glas mellem de skrævende Ben og opløste i Ansigterne, som opholdt de sig i romersk Bads sidste Afdeling.
»Nu burde jeg s'gu danse med Sørensen,« sagde Hofjægermesteren, der var naaet hen til Flygelet.
Men Hr. Feddersen hørte ikke.
Valsen var begyndt.
Paa Gulvet standsede pludselig alle, og der blev Plads, som var Sværmen fejet bort.
»Berner,« sagde Alice, »nu er det os.«
De dansede ene. Svajt bøjede hendes ranke Legeme sig ind i hans Arme, mens de dansede langsomt.
Der var ingen, der fulgte.
Flygelets Toner, der klang alene, ledsagede dem som saa fjernt, mens Blussene i Kronernes Vokslys, der havde flakket under Sværmens Tummel, atter lyste rankt.
55
