LIV OG DØD
»Men véd nu ogsaa Folkene, at de skal danse,« sagde hun.
Folkene vidste det.
De stride Sæbestrømme flød i Karlekamrene, og Underskørterne fløj om Pigerne mens de skrubbede Overdelene.
»Georg,« sagde Alice, »Du løber selv over til Lars Spillemand. Han og Sønnen maa spille Violin. De gnider Fiolerne, saa man hører ikke Ørenlyd.«
»Saa, mine Herrer, drikker vi et Glas Champagne.«
Alice gik ned, fulgt af Løjtnanterne. Knuth kom bagerst med Feddersen.
»Det er s'gu mærkeligt,« sagde Knuth.
»Hvad?«
»Det hele,« drævede Knuth.
Men Feddersen gik lidt, og der fløj som et pludseligt Udtryk af Smerte hen over hans Ansigt, der ellers var ganske ubevægeligt:
»Gode Knuth,« sagde han, »Menneskene bør aldrig misunde.«
»Nej«, sagde Knuth, der ikke forstod, hvad »Ministeriet« overhovedet mente.
»Men«, sagde Feddersen, der var standset paa Trappens Afsats:
»Den, der havde et Lønkammer, burde nu maaske gaa derind og bede til, at saadan noget kunde vare.«
45
