LIV OG DØD
Stormen tog Tag i Kaleschen, som vilde den sende hele Stamhuset bums ned i Slotsgraven.
»Ja, den er s'gu nydelig,« sagde Georg og slog Vogndøren til.
Den forreste Vogn drejede ud paa Hovedvejen, og Stormen kom fra Siden, saa Karethen gyngede som et Skib.
»Vi er kommen til Søs!« sagde Feddersen.
Alice sad og nynnede for hvert Vindstød. Snart kørte de og snart standsede de, Hestene var blindede og kunde ikke komme frem.
Knuth var nærmest gnaven:
»Det er s'gu Synd for Dyrene,« sagde han.
»Men frem vil vi,« sagde Alice — hun hægede ellers, som om sin Øjesten, om hvert Kræ paa Gaarden — og hun holdt op med at nynne.
Der kom et nyt Stød af Stormen, og Vognen næsten hoppede.
»Se efter den anden Vogn!« raabte Alice.
»Man kan ikke faa Vinduet ned,« sagde Knuth.
Der var saa mørkt i Vognen, at de næppe saa hinandens Ansigter. Kun Berner sad med Hovedet mærkeligt lænet tilbage, ubevægelig tavs i sin Krog, med samme tindrende Øjne vendt mod Pletten, hvor Alices hvide Foerværk saas lyse frem.
37
