LIV OG DØD
Hun fik Klodserne, og Berner og hun gik ud gennem Havesalen.
»Vorherre bevar' os,« sagde hun, »giv mig Deres Arm. Jeg falder paa Stylterne.«
Og med Berner under Armen løb hun gennem Sneen, over mod Drivhuset, mens Klodserne klaprede.
»Lys op, Eriksen,« sagde hun, da hun kom ind i Driveriet.
Og Førstegartner Eriksen, der var en bebrillet Mand, som altid saa' betænkelig ud, med et mistroisk Udtryk i sit Ansigt, som om man bestandig vilde tage noget fra ham, drejede paa den elektriske Knap.
Stolte stod de brede Palmer under alt det hvide Lys.
Alice svippede ud af Klodserne:
»Her er dejligt — hva'?«
Hun gik frem under de store Træer. Berner fulgte stille efter. Det var, som saa' han bare hendes Slæb, der flød hen over Gruset.
»Der er jo Roser,« sagde hun.
Hun var standset:
»De der!« sagde hun.
Hr. Eriksen bare klippede — en Smule haardt — og de røde Roser faldt. (Frøken Alice havde selv bestemt dem til Hofjægermesterindens Grav, det vidste Eriksen).
33
3
