HERMAN BANG
mellem de mange, mange Lys, og henne ved en Etagère tog hun noget af et Skrin:
»Du taber, Georg — værsgo',« sagde hun, og hun rakte ham en Hundredkroneseddel, der var flunkende ny.
»Jeg taber s'gu ikke,« sagde Løjtnanten sløvt, men Takken laa alligevel i Tonefaldet.
»Den er ny,« sagde han lidt efter.
Frøken Alice stod foran Spejlet. Det var første Gang.
»Ja,« sagde hun.
Og lidt efter tilføjede hun — det var maaske ikke ganske om det samme, hun talte — mens hun saa' ind i Spejlet:
»Hvad man giver bort, maa være smukt.«
Georg sad lidt endnu, og de snakkede, til Gonggongen lød. Saa gik han, og Kammerjomfruen kom tilbage.
»Der var ingen Roser,« sagde Gartneren.
»Snak,« sagde Alice.
»Saa maa jeg selv derover.«
Hun gik ned gennem Gangen, i Forhallen mødte hun Berner.
»Berner,« sagde hun, »De maa med. Jeg skal over i Drivhuset.«
Men pludselig saa hun ned paa sine Atlaskes-Sko:
»Ane Marie, Ane Marie,« raabte hun, »jeg maa have nogle Klodser!«
32
