LIV OG DØD
Frøken Alice sang hele Tiden, medens hun blev klædt paa. Mens hun fik Vandet over sig og Svampen med Eau de Lubin hen over sig, og mens hun fik Haaret børstet, det lange, lange Haar...
»Blankt, blankt skal det være,« sagde hun til Kammerjomfruen, der holdt det som en glindsende Guirlande i sin Haand.
Men da det var børstet, surrede hun det selv op.
Krøllejern havde der aldrig været i det. Det sad, saa som saa, som en Krone. Hun spejlede sig ikke. Staaende midt paa Gulvet, med Hovedet løftet og den ranke Ryg spændt, fik hun af Kammerjomfruen Tusindfrydkjolen knappet — medens hun smilede:
»Og saa Roser,« sagde hun.
»Gartneren har ingen,« sagde Kammerjomfruen.
»Han maa have,« sagde Alice.
Og Kammerjomfruen gik.
Det bankede paa.
Det var Georg.
Det gav et lille Sæt i ham, som naar man ser noget meget smukt, og han sagde, idet han satte sig i en Stol:
»Du er s'gu køn i Dag.«
Alice blev bare ved at gaa op og ned
31
