Side:Liv og Død.djvu/46

Denne side er valideret

HERMAN BANG

»Jeg læser,« sagde Hofjægermesteren.

»Ja, Papa,« sagde hun. Hun trommede paa Ruden, mod hvilken Sneen føg.

»Hm,« sagde hun, pludselig, som talte hun afsluttende om en Ting, der var afgjort gennem en længere Samtale:

»Saa tager vi altsaa de brune for at skaane de sorte.«

Hofjægermesteren saa rask op fra Faaretidenden: han havde ikke ventet saa meget Hensyn; i Grunden var Hofjægermesteren ikke vant til, at hans tvende Børn skaanede hverken ham eller noget af hans —:

»Ja,« sagde han — og Stemmen lød meget højt — »naar Du er blevet gal... Der er ingen Hund, der kan se en Haand for sig.«

Hofjægermesteren bøjede Hovedet igen.

»Men nu læser jeg,« sagde han igen.

Alice var allerede ude af Døren og nede i Dagligstuen, som i et eneste Sus.

»Saa tager vi de brune,« sagde hun — hun stod midt paa Gulvet:

»Og kører Kl. 7!«

— — —

I Stuen begyndte det allerede at skumre, og de gamle Portræter forsvandt og gled bort, mens Palmerne rundt omkring rejste sig som mægtige Skygger. Løjtnanterne

28