HERMAN BANG
Selv spiste Frøken Alice som en Ulv. Hun havde altid saa vældig en Appetit, naar hun var glad.
De to fremmede Løjtnanter sad uden at tage Øjnene fra hende, men pludselig sprang Alice op — der var de Lykkeliges Hast over hende —:
»Saa, nu løber jeg op til Hofmesteren,« sagde hun.
Men Georg kastede et:
»Han er da ikke gal«, efter hende, medens hun løb.
Alice slog Døren til:
»Det skal Du faa at se,« sagde hun.
De to fremmede Løjtnanter og Feddersen flyttede ind i Dagligstuen. De gnavede hver paa sin Havannacigar. Længe var de tavse. Saa sagde Knuth:
»Ja, det vilde s'gu være storartet...«
Han tav lidt, før han talte igen som en, der er helt henne i det:
»Først en sen Middag... og saa trække det ud ved at sidde saadan ganske stille og tale... og saa — —«
Løjtnanten fuldendte ikke, men nikkede kun gentagende.
Men Vedel sagde:
»Kammerat, det nytter s'gu ikke at drømme.«
26
