LIV OG DØD
De blev staaende, og Alice vendte sit Ansigt ind mod Kirkegaarden. Under den høje Sne skelnede man næppe Gravenes Høje. Alle Kors og alle Gravstene var hvide, og deres Navne var slettede ud.
Frøken Alice stirrede langt ud over Gravene.
»Ja«, sagde hun, »der hviler de nu.«
»Og hvor mange af dem har saa levet?«
»Berner, Adel det er noget Vrøvl. Der er kun to Slags Mennesker: De som har Evnen til at leve — og saa de »andre«.
Berners Øjne traf hendes — i dem lyste en øm Tindren. Men pludselig tog han atter Blikket bort og sagde:
»Men hvem er lykkeligst?«
»De andre bliver aldrig lykkelige«, sagde Alice.
Og pludselig brød hun op.
»Kom,« sagde hun.
Berner gik bag ved hende. Han elskede det. Saa svaj den var, Linjen i hendes Ryg:
Nej, ingen, ingen gik som hun.
De naaede Porten og Frøken Alice vendte sig:
»Er De der, Berner?«
Men Berner stod henne ved Muren hos en Tigger.
23
