LIV OG DØD
»Ja, det var Smedens«, sagde hun saa pludselig, helt meningsløst.
Og ogsaa hun tav stille, medens deres Trin fulgtes saa ganske tæt ved Siden af hinanden i Sneen.
— — —
Klokkerne i Kirken begyndte at lyde, og Sneen faldt saa let.
»Berner«, sagde hun, »De er saa dejlig at tie stille sammen med.«
De gik igen, og Klokkerne blev ved at lyde.
Kirkegængerne kom forbi, tre gamle Koner rokkede dem forbi, og Flokkene af de hellige.
De hellige havde saadan en underlig Gang, som om de stadig sneg sig om Hjørner.
Alice lo af dem — hun maatte le den hele Tid.
Men paa en Gang skiftede hendes Stemning.
»Kom Kammerjunker«, sagde hun, »lad os gaa ind paa Kirkegaarden; der er saa smukt.«
Alle Træer stod med bøjede Grene under Sneen, og de gik hen imod Kirken ad en banet Vej mellem to hvide Volde.
»De, Berner,« sagde Alice — og hun talte sagtere —:
21
