HERMAN BANG
Berner, der, naar han talte med Mandfolk, overhovedet aldrig hørte efter, og som, naar han talte med Kvinder, mest kun saa, sagde distræt:
»Gudsgaven?«
Feddersen nikkede:
»Ja, min Ven.«
Frøken Alice stod ved det store Vindu i Dagligstuen. Hun havde slaaet det op og stod og stirrede ud i Snefoget.
»Georg,« sagde hun, »hvis det bliver saadan ved i Morgen, maa vi køre til Bal i Slæde.«
Georg tog Cigaretten ud af Mundvigen.
»Du er jo gal,« sagde han, »tror Du, det bliver rigtigt Snefog i Paasken? Men køre i Slæde bliver vi da fri for, for Slæderne er i Uorden. De er hos Smeden.«
— — —
Gæsterne var oppe paa deres Værelser.
Axel Berner stod foran sit Vindue og blev, uden at se, ved at stirre ud paa den faldende Sne. Hele hans Sjæl var kun fyldt af et eneste bange Spørgsmaal.
Frøken Alice var bleven i Dagligstuen. Hun sad foran Flygelet og smilede længe ud i Luften. Saa slog hun an og hun spillede.
Rubinsteins Galop lød gennem Rummet
16
