LIV OG DØD
»Georg, Georg«, raabte Frøken Alice til sin Broder: »Nu vil vi ha'e Champagne.«
»Ja, saagu,« svarede Georg.
Hofjægermesteren kaldte fra Vinduet igen, men ingen hørte det. Hvide løb de alle rundt midt i Snefoget.
Berner var altid, hvor Frøken Alice var — og vidste det ikke.
Der var ingen, der saa Præstens Kaleche, som rullede op for Døren og lidt efter bort igen.
Men pludselig hørte Frøken Alice den gamle Karosses Rumlen over Broen, og hun sagde forfærdet — Armene faldt ned langs hendes Sider —:
»Præstens er kørt.«
Kørt, det var de.
Præstens Datter havde bedt »endelig ikke at forstyrre de unge Mennesker«, og hun var steget til Vogns.
Hun havde det Udtryk i Ansigtet, naar hun dirigerede i Filialen af Foreningen »Mod Lovbeskyttelsen af Usædeligheden.«
Pastoren mælte længe ikke et Ord. Pastoren havde megen Respekt for sin Datter. Tilsidst sagde han:
»Kathrine, de var jo meget elskværdige«.
Kathrine lod hengaa nogle Sekunder.
»Ja«, sagde hun saa:
»Og godt er det, at det er overstaaet.«
13
