HERMAN BANG
»Tak«, og hun sprang til Side. Sneen hang i hendes Haar.
Husets Løjtnant fløj ned ad Trappen og var med. Han raabte højst. Oppe hørte man stadig Hofjægermesteren skænde, medens Løjtnanterne lo, og Sneboldtene klaskede.
»Sé Kammerjunkeren,« raabte Alice: »Sé Kammerjunkeren«. Hun havde dænget Berner helt til med Sne, over og over med Sne, som hun tog op med de bare Hænder.
»Slaa igen, slaa igen,« raabte hun.
Men Kammerjunkeren rørte sig ikke.
Han stod bare foran hende, ubevægelig som en Snemand, saa hvid, midt i Sneen, og lod sig dænge til — uden at sige et Ord.
»Slaa igen«, sagde hun paany.
Men Berner rørte sig ikke.
»Nej« sagde han blot; og han smøg sig kun, langsomt, med Haanden over Øjnene for at kunne sé hende, som hun stod: leende, med Sne i sit Haar, rød og hvid, med løftede Hænder.
Og pludselig holdt Frøken Alice op at le, til der kom en Sneboldt fra Broderen.
»Der«, raabte han, hun fik den i Panden.
Løjtnanterne sloges og tog Sneen op med de blotte Næver. Ingen saa' mere, men alle lo de, deres Øjne var blindede.
12
