HERMAN BANG
iøvrigt hentet fra et Oppositionsblad — var tvivlsomme.
»Ja,« sagde Knuth og slog betænksomme Krøller paa sin Næse: »Drejeren« — Radikaleren var Drejer — »har Stemningen.«
Men Husets Søn sagde:
»Finder — det er s'gu et Fedt, for Ministeriet har Majestætens Tillid.«
»Ja,« sagde Feddersen. Han talte pludselig ganske højt.
Og den politiske Konversation døde hen paa »Tilliden.«
Lidt efter blev der baaret The om, og Løjtnanterne kom op af deres Stole. Pludselig hørte man et højt Raab henne fra Vinduet:
»Satan ta' mig — — hvad sa'e jeg? det sneer.«
Der kom Liv i dem alle, og alle kom til Vinduet, medens Husets Løjtnant fo'r ud af Stuen og op ad Trappen, ind i Billardsalen, hvor de fire spillede endnu:
»Hofmester!« skreg Løjtnanten, »det sneer.«
»Er du gal?« sagde Hofjægermesteren.
»Jo, det sneer s'gu,« sagde Løjtnanten, »og det er den tyvende April.«
De fire gamle kom op fra Bordet og hen til Vinduerne, som Hofjægermesteren slog op.
10
