HERMAN BANG
Løjtnanten, med Hænderne i Bukselommerne og saa til. Han havde staaet der, ubevægelig, i snart en Time. Kun naar han gabede, skjulte han sin adelige Mund med en hvid Haand.
Endelig drejede han sig om paa sin Rytterhæl og gik ned ad Trappen til første Sal.
I Forhallen sad Tjeneren, en ung Mand med meget slanke Hænder, der ved Hofjægermesterens Middagsselskaber gjorde Indtrykket af at være den mest racemæssige af Gæsterne — hans Moder var Vaskerkone, men den unge Mand yndede overfor sine Medtjenere at antyde, at han var Frugt af en illigitim Forbindelse, der paa Fædrenes Side gav ham mange Ahner — og sov, ret op og ned, paa en højrygget Stol. Ved Løjtnantstrinene fløj han op med et pludselig underdanigt Udtryk i sine Øjne, mens han bukkede.
»Sover De?« sagde Løjtnanten.
Den unge Mand mumlede noget, men Løjtnanten sagde bare:
»Det kan jeg s'gu saa godt forstaa;« og gik ind.
Inde i Dagligstuen sad Gæsterne, gemte rundt i de store Stole, medens Konversationen gik trægt.
Ogsaa Løjtnanten faldt ned i en Krog:
4
