HERMAN BANG
Hun stanser midt paa Gulvet.
»Schrøder«, siger hun, og hendes Stemme faar igen den sære raa Klang: »jeg gi'er ikke en Rigsort for det menneskelige Minde« ...
»Man skal leve, og naar man ikke selv kan leve mer, skal man lade de andre leve uden at forstyrre dem, til man lukker sine Øjne« ...
Konferentsraadinden naar sin Seng:
»Men de er alle Narre«, siger hun, »og ta'er ikke Tiderne, som de kommer«.
... De to gamle Herrer sidder i Baronens Stue.
Majoren er træt, og til Tider nikker Hovedet, og Fippen falder ned paa hans Bryst.
Baronen glemmer sin Cigar, der gaar ud ...
I Skæret fra Lampen ligner de to Hoveder, der ere lænede mod de høje Stolerygge, to Kranier.
Majoren farer op, og halvt undskyldende, seende paa Baronen, siger han:
»Vi bli'er gamle, Baron« ...
»Ja, Major«, siger Baronen.
Og, mens ogsaa han betragter sin Ven, siger han, pludselig i et helt andet Tonefald:
138
