LIV OG DØD
»Saa stiller Schrøder vel Spillebordet frem«, siger Konferentsraadinden.
Bordet stilles frem med de to Sølvstager, og de sætter sig alle fire. Den Døve falder hen, med de tungsindige Øjne fæstede paa Lyset. Konferentsraadinden vækker hende, naar hun skal spille ud:
»Det er Dem, Körbitz«, siger hun og slaar med sin Stok i Gulvet.
Baronen, hvis trætte Øjne har ondt ved at skelne Kortene, tager Stikkene hjem med sine magre og sirlige Hænder.
»Körbitz, det er Dem« ...
Majoren bliver hidsig og bander.
»Det gaar i staa som et Urværk«, siger Konferentsraadinden.
»Ja«, brummer Majoren, og han og Konferentsraadinden nikker til hinanden — de to, som har deres Sanser.
De spiller i to Timer. Saa er det Konferentsraadindens Sengetid.
De to gamle Herrer kysser Damerne paa Hænderne og gaar.
Schrøder støtter Konferentsraadinden, mens hun naar over til sit Sovekammer. Konferentsraadinden er i ondt Humør:
»Baronen«, siger hun, »kan snart ikke mere skelne Kortene .... Han bli'r blind af alt sit Skriveri ... men han vil jo ...
