HERMAN BANG
»Ach ja, ach ja, damals gab's Kerle beim Regiment — Majoren talte altid tysk, naar han mindedes Itzehoe — »aber was können sie jetzt?«
»De kunde dø ved Dybbøl«, sagde Baronen, hvis Stemme let kom til at dirre, naar der var Tale om Hertugdømmerne.
Men Majoren, der stadig saa' Paradepladsen ved Itzehoe for sine Øjne, sagde:
»Kann schon sein, kann schon sein« ... og han føjede pludselig til, som om han vaagnede:
»Hübsch aber sind die Kerle nicht«.
... Svendsen havde hjulpet Baronen Frakken paa, og de to Gamle kom ud paa Gaden. Baronen gik forrest, rank endnu, mens Majoren, stadig to Skridt bag ham, satte Podagrafødderne med de lysegraa Gamascher — om Sommeren bar han dem hvide — mod Brostenene, som blev han trukket op for hvert Skridt, han tog. Hovedet, holdt han frem, som en gammel Jæger uvilkaarlig gør, naar han færdes paa Revieret.
Hvert Øjeblik blev han staaende: der var paa det andet Fortoug gledet et Par lyse Parasoller forbi, halvt skyggende over de unge Ansigter. Der skød Smaaglimt
132
