LIV OG DØD
hvorpaa Kammerherrens Haand lagde sig ned over Rizzios Luth, noget eget pludseligt, saa Haandbevægelsen næsten syntes et Kærtegn:
»Hvide.«
Og, mens hans Stemme pludselig fik en Klang af Harme eller maaske Foragt, sagde han uden at tage Øjnene fra disse to Sammenparrede:
»Hvide, at dette skal kunne berede Mennesker saa megen Lidelse.«
Men pludselig skiftede Kammerherren atter Tone:
»Naa, bedste Hvide, naturligvis har de unge Mennesker Ret.«
Han saa' lidt ud for sig:
»Jeg véd ikke af, at Livet er til andet.«
Bag ved dem var en sortklædt Figur skudt op; det tætte Nonneslør var hendes Maske.
Dansen holdt op.
Kammerherren sagde:
»Saa, Hvide, saa knækker vi Halsen paa en Flaske.«
Hvide foer let sammen:
»Ja, til Afsked,« sagde han.
Og i Døren, idet han gik, løftede han Øjnene, og betragtede længe Loft og Vægge, som én, der til allersidst vil indprente sig
117
