HERMAN BANG
Hvides slanke Haand skælvede om Rizzios Luth.
»Nu rejser jeg,« sagde han og tog ikke Øjnene bort fra de to, der dansede.
Kammerherren hørte maaske ikke straks. Der var over hans Ansigt, medens ogsaa hans Øjne bestandig hvilede paa Adelheid og hendes Mand, et Udtryk af lykkelig Aandsfraværelse som hos den, der pludselig er borte, reven tæt ind til et lyst Minde.
Saa sagde han:
»Rejse — — igen?«
»Ja.«
Rizzios »Ja« naaede pludseligt Kammerherrens Øre:
»Og igen for at male?« sagde han.
»Nej.«
Hvide stod et Nu. Hans Ansigt var saa blegt, som var det alt hans Legemes Blod, der glødede i de to Elskendes Ansigter.
»Nej,« sagde han igen, »for, Kammerherre, at naa et større Maal.«
»Vel det største ...«
Han tav et Øjeblik, og en Smule sagtere sagde han:
»At blive sin Smærtes Herre.«
Der var noget eget pludseligt i Maaden,
116
