HERMAN BANG
været der flere Gange —, men der var lukket af.
»Det er godt,« sagde Hendes Naade.
»Min go'e,« sagde hun, »det gør man ikke. Man skal ikke spionere Ungdommen, — lad dem om det.
I det store Hus var der ganske tyst. Kun de gamle Ure maalte Tiden.
— — —
I Klubsalen var de Frøken Hoppe'ske Springdanse endt, og de neapolitanske Fiskere havde dækket deres Nøgenhed med sorte Benklæder og Domino, mens Neapolitanerinderne gik, rødkindede og kunstnerstolte, rundt og modtog Lykønskninger af deres Familje.
Ude paa Gulvet dansedes der.
De meget svedige Par, hvis Bomulds-Fløjl var dækket af særdeles meget Støv — Klubværten anvendte ved de højtideligste Lejligheder Wienerkalk, der udspredtes paa Gulvene — holdt op at danse, et efter et, og midt under Støjen af Stemmernes meget Brus dansede Frøken Adelheid og Byfogdens Skriver alene. I hans Fiskerdragt syntes hans Mands-Skabning nøgen, medens han, med et bestandigt Smil, i Valsen, som førte hende mod det Maal, han kendte.
114
