69
VORHERRE OG ST. PEDER.
Blund i Øjnene i al den Tid, saa man kan nok vide, de vilde ikke have ondt ved at kende disse rejsende igen, hvis de skulde træffe paa dem andre Steder.
Om Morgenen stod de fattige Vandringsmænd op i god Tid, takkede Værten og begav sig afsted. Men de havde ikke gaaet langt, før de mødte Folk paa Vej til Kirke og hørte Klokkerne ringe sammen. De besluttede da, at de ogsaa vilde gaa i Kirke.
De kom ind i Kirken, fik en god Plads og sang Indgangssalmen med stor Andagt. Men lige saa snart Præsten viste sig for Alteret, rejste St. Peder sig og gik ud af Kirken. Han smækkede Døren til Kirkestolen i med et Brag og traadte saa haardt i Gulvet, da han gik, som om han vilde have, Præsten og hele Menigheden skulde lægge Mærke til, at han vilde ikke blive i Kirken. Derpaa gik han ud og satte sig paa Kirkegaardsdiget saa langt borte, at han hverken kunde høre Sang eller Prædiken inde fra Kirken.
Men Vorherre blev siddende og hørte paa Gudstjenesten, saalænge den varede.
Da han kom ud, saa han St. Peder sidde henne paa Kirkegaardsdiget og se fornærmet ud.
„Du vilde ikke høre paa Prædiken, St. Peder?“ sagde Vorherre nok saa venligt.
St. Peder sagde ingenting. Han satte et Ansigt op, som om han vilde sige: „Kom mig ikke nær! Jeg gider ikke røre ved dig med en Ildtang!“
Vorherre lod stadig, som om han ingenting
