66
FLUGTEN TIL ÆGYPTEN.
Barnet, som Menneskene bøjer sig for Fyrster. I en vældig Bue sænkede den sig mod Jorden og kom endelig saa dybt ned, at den store Krone med de bævende Blade fejede hen over Ørkensandet.
Barnet syntes hverken at blive forskrækket eller forbavset, men med et Glædesraab løb det hen og plukkede den ene Klase efter den anden af den gamle Palmes Krone.
Da Barnet havde faaet nok, og Træet stadig blev liggende henad Jorden, gik Barnet igen hen til det og klappede det og sagde med den blideste Stemme:
„Rejs dig, Palme! Rejs dig!“
Og det store Træ rejste sig stille og ærbødig paa sin spændstige Stamme, mens Bladene spillede som Harper.
„Nu ved jeg, hvem de spiller Dødsmelodien for,“ sagde den gamle Palme ved sig selv, da den igen stod oprejst. „Det er ikke for nogen af disse Mennesker.“
Men Manden og Kvinden laa paa deres Knæ og prisede Gud.
„Du har set vor Angst og taget den fra os. Du er den stærke, der bøjer Palmens Stamme som et Rør. Hvilke Fjender skulde vi vel ængstes for, naar din Styrke beskytter os.“
Næste Gang en Karavane drog gennem Ørkenen, saa de rejsende, at den store Palmes Krone var visnet.
