61
FLUGTEN TIL ÆGYPTEN.
sted med det. Nu forstaar jeg det: disse Mennesker er Flygtninge.
„Men afsindige er de alligevel,“ vedblev Palmen. „Hvis de ikke har en Engel til at beskytte sig, skulde de hellere ladet Fjenderne gøre det værste, de kunde, imod dem, end gaaet ud i Ørkenen. Jeg kan tænke mig, hvordan det hele er gaaet til. Manden staar ved sit Arbejde, Barnet sover i Vuggen, Kvinden er gaaet ud at hente Vand. Da hun er kommen nogle Skridt udenfor Døren, ser hun Fjender komme stormende. Hun farer ind, griber Barnet, raaber til Manden, at han skal følge hende, og løber sin Vej. Siden har de været paa Flugt hele Dagen, de har sikkert ikke hvilet et Øjeblik. Ja, saadan er det hele gaaet til, men jeg siger alligevel, at hvis ikke en Engel beskytter dem.....
„De er saa angst, at de endnu hverken føler Træthed eller andre Lidelser, men jeg ser Tørsten skinne ud af deres Øjne. Jeg skulde vel nok kunne kende et tørstigt Menneskes Ansigt.“
Og da Palmen kom til at tænke paa Tørsten, gik der en Krampetrækning igennem dens høje Stamme, og de lange Blades utallige Flige krøllede sig sammen, som om man holdt dem over Ilden.
„Hvis jeg var et Menneske,“ sagde den, „vilde jeg aldrig vove mig ud i Ørkenen. Den er saare modig, som vover sig herud uden at have Rødder, der naar ned til de uudtømmelige Vandaarer. Her kan være Fare selv for Palmer. Selv for saadan en Palme som mig.
