336
DRONNINGEN PAA RAGNHILDSHOLMEN.
Vægteren paa den anden Side allerede løftede Hornet for at forkynde hans Ankomst, og Vindebroen blev nedladt, og Taarnets jernbeslaaede Port aabnede sig for ham.
Men da hævede Kongen sit Hoved og holdt sin Hest an. „Jeg er jo dog Konge,“ sagde han, „og intet Menneske i Verden kan tvinge mig til at gøre, hvad jeg ikke vil. Ingen i hele den vide Verden skal formaa mig til at drage over og tage imod det Stenbillede. Jeg vil dog have nogen Glæde af at være Konge.“
Med disse Ord drejede han sin Hest om og red tilbage samme Vej, som han var kommen. Han red afsted i den vildeste Hast og sagtnede ikke Farten, førend han var kommen ind imellem Ellekrattet paa de side Enge under Fortinsbjerget.
Og Dronningen fik Lov at blive siddende i det graa Taarn og længes og sørge. Og hun havde bløde Kinder og svulmende, røde Læber, hun havde bølgende ravnesort Haar gennemspundet med Guld, hun havde en Stemme, der var klar som en Sang, og den klokkereneste, klangfuldeste Latter.
Men hvad hjalp det Kongen? Han red bort ad den smalle Sti mellem Ellebuskene, og var der ikke mindre graat og fugtigt og vaadt og sumpet omkring ham nu, end der var før, saa var der i hvert Fald heller ikke mere.
