307
ASTRID.
sagde, at han længtes efter den Magt, som Herrens hellige ejede, men at han var for svag og syndefuld til at naa Fuldkommenheden. „Men Kongedatteren kunde have hjulpet mig,“ sagde han. „Hun, den helgenmilde, vilde have hjulpet mig.“
„O, min Gud,“ sagde han, „hvorhen jeg vender mig, ser jeg Syndere; hvor jeg gaar, møder jeg dem, der vil lokke mig til Synd. Hvorfor sendte du mig ikke den Kongedatter, der ikke ejer en ond Tanke i sit Hjerte? Hendes milde Øje vilde have fundet den rette Vej for min Fod. Saasnart jeg var veget fra den, vilde hendes milde Haand have ført mig tilbage."
En dyb Afmægtighed og Fortvivlelsens Træthed sænkede sig over Olaf Haraldssøn. „Det var dette, jeg havde sat mit Haab til,“ sagde han, „at have et godt Menneske ved min Side. Ikke evigt at vandre ensom i Ondskab og Synd. Nu føler jeg, at jeg maa bukke under. Jeg evner ikke at stride længer.
„Har jeg ikke spurgt Gud,“ udbrød han, „hvilken Plads jeg skal have for hans Aasyn. Hvortil har du udvalgt mig, du Sjælenes Herre? Er det mig beskaaret at blive Apostles og Martyrers Lige?
„Men nu, Astrid, behøver jeg ikke at spørge mere. Gud har ikke villet skænke mig den Kvinde, der skulde staa mig bi paa min Vandring. Nu ved jeg, at jeg aldrig vil vinde Helgenkronen.“
Og Kongen tav i trøstesløs Fortvivlelse.
Da traadte Astrid nærmere hen til ham.
„Kong Olaf,“ sagde hun; „hvad du der siger,
