293
ASTRID.
„Hvad Dag er det i Morgen, Eilif,“ spurgte han og vendte sig til en af Kertesvendene.
„I Morgen er det Mandag,“ svarede Eilif med høj og klar Stemme.
Da løftede Kongen sit Hoved og saa op paa Eilif. „Siger du, at det er Mandag i Morgen?“ spurgte han eftertænksomt.
Uden at sige et eneste Ord mere, samlede Kongen alle de Spaaner, han havde skaaret af Bordet, i sin Haand, gik hen til Ildstedet, greb en Glød og lagde den paa Spaanerne, der snart fængede.
Kongen stod ganske stille og lod dem brænde til Aske i sin Haand.
Da glædede alle Hirdmændene sig, men den unge Dronning blev bleg som et Lig.
„Hvilken Dom vil han fælde over mig, naar han engang faar min Synd at vide„“ tænkte hun, „han, der straffer sig selv saa haardt for saa ringe en Forbrydelse!“
Agge fra Gardarike laa syg paa sit Langskib i Kongshelles Havn. Han laa nede i det snævre Skibsrum og ventede Døden. Han havde længe lidt af Fodværk; nu var der kommet et aabent Saar paa Foden, og i de sidste Timer var den begyndt at blive sort.
„Du behøver ikke at dø, Agge,“ sagde Lodulf fra Kongshelle, der var kommen ned i Skibs-
