291
ASTRID.
svenske Prinsesse, der kommer,“ siger man, „det maa være den skønne Prinsesse Ingegerd, som Olaf Haraldssøn har ventet paa hele Sommeren og Høsten.“
Og Kvinderne iler ud paa Skibsbroerne for at se Prinsessen, naar hun ror forbi dem op imod Kongsbryggen. Mænd og Drenge løber ud paa Skibene eller klatrer op paa Taget af Baadhusene.
Da Kvinderne ser Prinsessen staa i sit pragtfulde Skrud, giver de sig til at raabe til hende og hilse hende med Velkomstord. Og hver en Mand, der ser hendes huldt smilende Ansigt, river Huen af Hovedet og svinger den højt i Luften.
Men ude paa Kongsbryggen staar Kong Olaf selv, og da han ser Prinsessen, lyser hans Ansigt af Glæde, og hans Øjne straaler af kærlig Ømhed.
Og da det nu er saa sent paa Aaret, at alle Blomster er falmede, saa river de unge Piger rødgule Høstløv af Træerne og strør dem paa Bro og paa Gade. Og de skynder sig i største Hast at smykke Husene med skinnende Rønnebær og mørkerøde Poppelblade.
Prinsessen, der staar højt oppe paa sit Skib, ser Folket, der vifter og hilser hende velkommen. Hun ser det rødgule Løv, hun skal vandre hen over. Og længst fremme paa Bryggen ser hun Kongen, der smiler hende imøde.
Og Prinsessen glemmer alt det, hun vilde sige og skrifte. Hun glemmer, at hun ikke er Inge-
