275
ASTRID.
hvorfra Himlens Renhed straalede. Det var et Skjold, der beskyttede mod al Synd og Kødets Lyst.
Men Høsten kom, og endnu lod Prinsessen vente paa sig. Den ene efter den anden af de Stormænd, der var kommen til Kongshelle for Bryllupshøjtidens Skyld, maatte rejse. Sidst af alle rejste ogsaa den gamle Hjalte Skjald. Det var med et tungt Hjerte, han hejsede Sejl i Raa, men han var nødt til at drage til sit Hjem paa det fjerne Island, før Julen kom.
Den gamle Hjalte var ikke kommen længer ud end til den klippefulde Skærgaard uden for den nordre Elvs Munding, før han mødte et Langskib. Straks lod han sine Mænd holde op at ro. Ved første Øjekast havde han i Fartøjet genkendt den Drage, som Prinsesse Ingegerd ejede.
Uden at tøve lod Hjalte sig ro hen til Dragen. Han overlod sin Plads ved Roret til en anden og stillede sig med glædesstraalende Ansigt helt ude i Forenden af Baaden. „Det skal glæde mig at skue den fagre Mø endnu engang,“ sagde Skjalden. „Det er mig en stor Glæde, at hendes milde Ansigt bliver det sidste, jeg faar at se, inden jeg drager til Island.“
Alle Rynker var forsvundne af Hjaltes Ansigt, da han steg om Bord paa Drageskibet. Han hilste
