227
SKOVDRONNINGEN.
Nydelser. Han lod sig ogsaa gerne forstaa med, at han var ked af dem alle, men desuagtet mærkede man ikke nogen Formindskelse i den Iver, hvormed han jagede efter dem. Tværtimod blev han aldeles fortvivlet, da et besynderligt, haardnakket Uheld, som begyndte at forfølge ham, greb forstyrrende ind i hans Nydelser. Hans numidiske Heste blev halte Dagen før Aarets store Væddekørsel, hans ulovlige Kærlighedsforbindelser blev opdagede, hans dygtigste Kok døde af Sumpfeber. Dette var mer end nok til at knække en Sjæl, hvis Styrke ikke var hærdet af Møje og Anstrængelse. Den unge Poppius følte sig saa ulykkelig, at han besluttede at berøve sig selv Livet. Det var, som om han troede, at det var den eneste Maade, hvorpaa han kunde narre disse Ulykkens Guder, der forfulgte ham og gjorde ham Livet til en Plage.
Man kan forstaa, at en ulykkelig begaar Selvmord for at unddrage sig Menneskers Forfølgelser, men kun en Nar som Silvius Antonius kan finde paa at benytte sig af en saadan Udvej for at fly for Guderne. Uvilkaarlig kommer man til at tænke paa Historien om den Mand, der vilde fly for Løven, og sprang lige i dens aabne Gab.
Den unge Silvius var altfor blødagtig til at vælge en blodig Død. Ej heller følte han Lyst til at dø af en pinefuld Gift. Efter omhyggelig Overvejelse besluttede han sig til at dø den milde Død i Bølgerne. Men da han kom ned til Tiberen for at drukne sig, kunde han ikke bekvemme
