210
FUGLEUNGEN.
— Hans Væsen er endnu drillende roligt og overlegent. Han ser paa hende som en Lærer paa en flink Elev, der begaar Bommerter selve Eksamensdagen.
„Aa, at du slet ikke forstaar, hvad det gælder,“ udbryder hun. Og hun slaar fortvivlet Hænderne sammen.
„Ja, nu maa jeg sandelig tale med Onkel,“ siger Maurits, „om ikke for andet, saa for at vise ham, at her ikke er Tale om Bedrageri. Du opfører dig saadan, at Onkel let kan tro, at Fader og jeg virkelig er nogle Slubberter.“
Og han gaar hen til Patron Teodor og forklarer ham, hvad Meningen er med disse Aktier, som hans Fader vil sælge til ham. Patron Teodor hører paa ham, saa godt han kan. Han forstaar straks, at hans Broder, Borgmesteren, har gjort en daarlig Spekulation og vil sikre sig mod Tab. Men hvad andet, hvad andet? Saadanne Tjenester gør han jo altid hele Familien. Men egentlig tænker han ikke paa det, men paa Fugleungen. Han tænker paa, hvad det betyder, det harmfulde Blik, hun sender Maurits. Det saa ikke netop ud som Kærlighed.
Og saa — midt i hans Fortvivlelse over det Offer, han har maattet bringe, begynder der at dukke et svagt Glimt af Haab op for ham. Han staar og stirrer paa det som en Mand, der ligger i et Spøgelseværelse og ser et lyst Taagebillede stige op gennem Gulvet og fortættes og vokse og blive til haandgribelig Virkelighed.
