201
FUGLEUNGEN.
dem? De vil blive jagede af Vinden, plettede af Jorden, trampede ned af tunge Fødder.
Patron Teodor føler det, som om disse lette Dun faldt ned paa ham med den største Tyngde. Hvem vil være Vind, hvem vil være Jord, hvem vil være Skosaal, naar det gælder disse smaa, disse forsvarsløse?
Og som Følge af hans forbavsende Kendskab til Nøsselts Verdenshistorie stiger en Episode af den frem for ham i Samklang med det, han nylig tænkte paa.
Det var en gryende Morgen, ikke dæmrende Nat som nu. Paa en Klippestrand nede ved Havet sad en skøn Yngling med Panterskind om Skuldrene, med Vinløv om Lokkerne, med Tyrsosstav i Haanden. Hvem han var? Aa, Gud Bacchus selv.
Og Klippestranden var Naxos. Det var Arkipelagus, Guden saa. Skibet med de sorte Sejl, som forsvandt mere og mere i Synskredsen, havde Teseus til Styrmand, og i Grotten, hvis Indgang aabnede sig højt oppe paa Skraaningen af de stejle Kystbjerge, slumrede Ariadne.
Natten igennem havde den unge Gud tænkt saalunde: „Skulde virkelig den dødelige Yngling være den himmelske Kvinde værdig?“ Og for at prøve Teseus havde han i en Drøm skræmt ham med, at det vilde koste hans Liv, hvis han ikke straks forlod Ariadne. Da var Teseus straks staaet op, ilet ned til Skibet og flygtet ud paa Havet
