124
GRAVSKRIFTEN.
hvilke der hænger smaa, tynde Hjerter af Jernblik, som Vinden om Sommeren sætter i Bevægelse. De smaa Hjerter er alle gemte under Sneen nu og ude af Stand til at ringle deres vemodige Sange om Sorg og Savn.
Folk, der har været paa Arbejde inde i Byerne, har bragt hjem med sig til deres afdøde Sørgekranse med Blomster af Perler og Blade af malet Blik, og disse Kranse er saa højt skattede, at de ligger paa Gravene i smaa Glaskasser. Men nu er hele Herligheden gemt og begravet i Sneen, og den Grav, der har en saadan Prydelse, er ikke en Smule mere mærkelig end en hvilken som helst af de andre Grave.
Et Par Snebærbuske og Syrenhække stikker Toppen op over Snetæppet; men de stive Smaakviste er saa ganske ens at se til, at det er umuligt at skelne dem fra hverandre, og de er ikke til nogen som helst Hjælp for den, der søger at finde sig til Rette paa Kirkegaarden. Gamle Koner, der har for Skik at gaa ud om Søndagen og se til deres Grave, kan paa Grund af Sneen kun komme et lille Stykke frem ad Hovedgangen.
Dér bliver de staaende og forsøger at regne ud, hvor „Graven“ kan ligge. Er det ved den Busk dèr eller ved den dèr? Og de begynder at længes efter, at Sneen skal smelte. Det er som om den, de sørger over, er kommen saa uendelig langt bort fra dem nu, da de ikke kan se Stedet, hvor han ligger.
Der findes ogsaa enkelte større Gravstene og
