118
BRØDRENE.
Han synger Psalmen ganske alene; hverken Præsten eller nogen af Menigheden hjælper ham. Men Klokkeren skal synge, og hvor barsk saa Nordenvinden er, hvor stikkende Solen, som han har lige i Ansigtet, saa synger han.
Klokkeren er for Resten til Aars, og han har ikke megen Sangstemme tilbage. Han ved nok, at det ikke mere lyder saa smukt som før, naar han synger Folk til Graven, men han gør det alligevel, fordi det hører med til hans Embede.
Thi den Dag, maa du vide, da Stemmen helt svigter, saa han ikke kan synge mere, da maa han tage sin Afsked fra Embedet, og det bliver det samme som at synke ned i virkelig Fattigdom.
Derfor staar hele Menigheden bekymret, mens den gamle Klokker synger, og tænker paa, om Stemmen kan holde hele Verset ud. Men der er ingen, der synger med, ikke en eneste; thi det gaar ikke an, det bruger man ikke. Man synger aldrig ved Graven i Svartsjø. Man synger heller ikke i Kirken, undtagen den første Psalme Julemorgen.
Men hvis nogen hørte rigtig nøje efter, kunde han nok høre, at Klokkeren ikke synger helt alene. Der er virkelig en Stemme, der følger med, men den har ganske den samme Klang, saa de to Stemmer blander sig, som om de kun var een.
Den anden, der synger med, er en lille, gammel Mand i lang, graa Vadmels Frakke. Han er
