Side:Kostgængeren.djvu/8

Denne side er blevet korrekturlæst

Guillaume. Det er langt fra mig at ville berøve Dem nogen Frihed; og det forstaaer sig, naar De just ønsker...

Oscar. Saa, det kan jeg lide; saaledes bør man tale. Altsaa en Couvert mere for denne Herre, og, vel at forstaae, en lille Ret ovenikjøbet; De maa give Deres Kokkepige Leilighed til at vise sine Talenter; jeg er vis paa, at den blotte Efterretning vil opflamme hende med en ædel Ild. A propos af Ild: maa jeg nu bede Dem om to Kopper Caffe, og især om, at den maa være gloende heed.

Guillaume. To Kopper! Hør, Kone....

Mad. Guillaume. For Alting! vær dog rolig!

Guillaume (endnu hæftigere.) To Kopper Caffe! (i en mildere Tone) See til, at der bliver een til mig med.

Oscar. Men De drikker jo aldrig Caffe.

Guillaume. Nei, ikke undtagen Leiligheden er der. Desuden pleier min Kone at sige, at hvor der er til To, der er ogsaa til Tre. (sagte til sin Kone.) Det er altid saameget vundet.

Mad. Guillaume. Det forstaaer sig; og for at Herrerne skal blive tilfredse, vil jeg selv lave den.

Oscar. O De er charmant! Det er, som jeg nylig havde den Ære at sige Dem (vedbliver at tale med hende, men sagte.)

Guillaume. Men hvor er Avisen bleven af?

Oscar (som holder den i Haanden.) De skal ikke søge om den, thi her er den. De skal faae den, saasnart jeg har læst den (vedbliver at tale med Madamen.)

Guillaume (afsides.) Det maa jeg sige, det er meget behageligt. Saadan en Kostgænger det er rigtig nok et rart Stykke Meubel. Han tager imod Fremmede hos mig, han commanderer over mit Kjøkken, han lægger Beslag paa min Avis.... (seer paa Oscar, som taler sagte med Madammen.) Ja jeg troer saamæn, at han endog sætter min Kone Fluer i Hovedet (høit.) Kone! hør, Kone! Kommer Du ikke snart?

Mad. Guillaume. Hr. Oscar er saa god at invitere mig og min Datter til at gaae paa Comedie i Aften, og see „Samvittighedsnaget.”

Guillaume. Gaae paa Comedie! Ende Dagen med Samvittighedsnag! (afsides) Det manglede kun! (til Oscar.) Undskyld, at jeg og min Kone forlade Dem et Øieblik; vi have noget at tale sammen.

Oscar. Jeg beder, De har jo at befale.

Guillaume (afsides, idet han gaaer bort med sin Kone) Ja det er knapt nok.

(Guillaume og Mad. Guillaume gaae.)

Tolvte Scene.

Oscar. Alexander.

Alexander. Men min bedste Ven, forklar mig dog, hvorledes alt dette hænger sammen. For en Time siden vidste vi ikke, paa hvad Maade vi skulde practicere os ind i dette Huus, og nu er Du Herre og Befalingsmand deri. Du giver Ordres, Du skalter og valter, som om Du var hjemme. Hvorledes gaaer det dog til?

Oscar. For Geniet er Intet umuligt. Min første Bevæggrund, det kan jeg ikke nægte, var blot at gjort Dig en Tjeneste, men nu indseer jeg ikke, hvorfor jeg ikke skulde blive ved for egen Regning. Det er et godt Huus, Mad. Guillaume er en charmant Kone, Manden er allerede min gode Ven; ligesaagodt at sætte sig ned her, som et andet Sted.

Alexander. Og sæt at Du faaer Din Afsked om et Øieblik?

Oscar. Hvorledes skulde det være muligt? Begriber Du ikke, at jeg udgjør en væsentlig Deel af Huset? Jeg hører næsten med til Ameublementet. Med eet Ord: jeg har her det Embede, som bestaaer i at komme hver Dag og spise til Middag, skjære for ved Bordet, fortælle Anecdoter og Bynyt, være Herrens Ven og Madamens Cavaleer. Det er det, som man i Italien kalder at være Cicisbeo; her tillands kaldes han i de høiere Cirkler en Huusven, og i Borgerstanden en Kostgænger.

Alexander. Hvad for Noget? Har Du sat Dig i Kost? Hos Madame Guillaume? Det er et Mesterstykke! Men hvordan vil Du bære Dig ad med at betale?

Oscar. Ikke Andet end det! Dertil har jeg jo Dig. Vi dele jo Alt med hinanden, som Venner, som Brødre. Jeg giver Geniet, Du giver Pengene; jeg gjør Forskud med mit Genie, Du betaler med Dine Penge.

Alexander. Visselig ønsker jeg intet meer, men jeg har jo ingen Penge.

Oscar. Det veed jeg nok, men Du har jo arvet, og i Paris laaner man paa Alt, endogsaa paa en Arv.

Alexander. Ja men ikke paa en Arv, som man ikke veed, hvor man skal søge. Først for en Maaned siden, da jeg var i Lyon, fik jeg hændelsesviis at vide, at min Onkel, den gamle Floquet, var død for et Aar siden, uden at lade mig det vide, hvilket er en stor Forsømmelse fra hans Side; dernæst at hele hans Efterladenskab bestod i en Portefeuille med 60,000 Francs, som en eneste Arving havde bemægtiget sig, et Fruentimmer, der siden har bosat sig i Paris. Hvorledes vil Du nu, at jeg skal kunne finde denne Arving, og faae Halvdelen af Summen? Paris er saa stor, og min Arvepart er saa lille.

Oscar. Det er vel sandt, at her daglig blive mange andre borte, som ere langt betydeligere end Din; men Du maa dog være parat til at gjøre Dine Adkomster gjældende.

Alexander. O jeg har alle mine Papirer og Documenter i Rigtighed; jeg bærer dem hos mig. Lad mig bare træffe min Medar-