om Fremmede... der staaer et ungt Menneske hernede, og begjærer at tale med Dem.
Mad. Guillaume. Et ungt Menneske !... Skulde det allerede være vor Kostgænger? — Nei, det er umuligt! Det kan jo ikke allerede staae i Avisen. Siig, at min Mand er ikke hjemme.
Marie. Det bryder han sig ikke om; han siger, at han vil tale enten med Madammen eller med Herren, og at han ikke gaaer, førend han har faaet en af Dem itale.
Mad. Guillaume. Saa maa det være en Sag af stor Vigtighed. — Men et ungt Menneske! Og jeg, som endnu ikke er paaklædt! — Lad,ham komme herop, Marie, og bed ham vente et Øieblik; jeg skal strax være her. (Gaaer.)
Femte Scene.
Marie (allene.)
Marie (raabende efter hende.) Ja, men lad det ikke vare for længe, for jeg har mit Kjøkken at passe, og jeg er bange for at Gryden skal løbe over. (Talende for sig selv.) Naar man paa eengang skal være Kokkepige og Kammerjomfru, saa veed man hverken, hvor man skal begynde eller ende. Som man staaer bedst ved Stegevenderen, maa man løbe ud og tage imod Fremmede; fra Suppekjedlen maa man ind og sætte Knappenaale i Madamens og Jomfruens Kjoler! Og for hver Gang maa man tørre Hænderne af! Det er rigtignok en besværlig Tjeneste! Det unge Menneske gaaer op og ned ad Gaden her ligeoverfor. (Hun gaaer til Vinduet og raaber ud.) Herre! Vil De behage at komme herop? — See bare! han stod og talte med en anden ung Herre, som tog Flugten, ligesom han var bange for at jeg skulde see ham. Hvad mon det skal betyde?
Sjette Scene.
Marie. Oscar.
Oscar. Ja saa? Jeg troede at Herren eller Madamen var tilstede.
Marie. Nu komme de strax. Vil Herren være saa god at opholde sig et Øieblik.
Oscar.[1] Med største Fornøielse, dersom Du vil holde mig med Selskab. — Ja det maa jeg tilstaae: det var just en Huusholderske for mig! Smuk og blomstrende, med et anstændigt Udvortes, og især dygtig knibsk! Ikke sandt, lille Mutter?
Marie. Naa, vil De nu bare lade mig være!
Oscar. Ja saa mæn vil jeg saa. — Naa , saa gjør da lidt Modstand! — Men det gjør Du jo ikke? — Ja, saa gider jeg heller ikke angribe; saadan er jeg nu engang.
Marie. Naa, det er nok En af det rette Slags!
Oscar. Ja, det har jeg Ord for, skulde jeg troe, og jeg tør sige, at i det Quarteer, hvor jeg boer, er mit Rygte bekjendt. Den unge Hr. Oscar, Modehandlersvend i Vivienne-Gaden? Forstaaer Du det?
Marie. Nei, jeg gjør ikke.
Oscar. Nei, det kunde jeg nok tænke. I jeres Saint-Denis-Gade lever man i Uvidenhed. Og desuden..... Klædekræmmerne! det er det Grove, det er det Klodsede, det er det svære Skyts i Handelen! Men Modehandlerne, vi udgjøre de lette Tropper. Jeg handler med Modevare i alle Genres, og saasnart jeg blot seer den mindste Prøve...
Marie. Naa, maa jeg nu bede Dem om at lade mig i Fred. Jeg har Andet at bestille, end at staae og høre paa Dem.
Oscar. Ja det er en anden Sag! Saa lad mig ikke opholde Dig! Jeg troede, Du havde Tid tilovers; det har jeg bestandig.
Marie. Ja, det kan jeg mærke; men saa skulde De spare paa den, for ikke at komme tilkort hos Deres fornemme Damer.
Oscar. O hvor Du kjender mig slet! Naar jeg har sønderrevet den Lænke, som binder mig til Boutiken, saa tænker jeg kun paa Glæde og Kjærlighed; den simple Kattun eller Merino fængsler mig da meer end den rigeste Pynt. See, dette Bobinets-Liin har en uendelig Tillokkelse for mig. Naar derimod min Haand uforvarende kommer til at røre ved Tyll eller Atlask.... o fy! saa troer jeg, at jeg staaer endnu ved Disken.
Marie. Ja, lad det nu være godt! — De kjender da vel Mad. Guillaume?
Oscar. Om jeg kjender hende? hvilket Spørgsmaal! hvem kjender ikke jeg?
Marie. Men saa lad dog være! der kommer jo Nogen.
Oscar. Hun er som Guds Ord fra Landet! hun skammer sig over at gjøre Opsigt. (Seer hen mod Udgangen.) Ah! det lader til at være Madamen. Nu gjælder det om at vedligeholde et beskedent og nydelige Væsen.
Syvende Scene.
De Forrige. Mad. Jocard.
Oscar (til Mad. Jocard.) Det glæder mig ret meget at finde Leilighed til at forsikkre Dem om, og bevidne Dem, og saa videre. Deres Kokkepige, eller hvad jeg vilde sige, Deres Kammerfrøken, har havt den Godhed at underrette mig om....
Marie. Men hvad gaaer der da af ham? Det er ikke Madamen, det er en Kone, som boer her tilleie. De sagde jo, at De kjendte min Madame?
Oscar. Ja, hvor kunde jeg vide det? Jeg troede at i Saint-Denis-Gaden saae den Ene ud som den Anden. (Betragter hende gjennem sin Lorgnette.) Gud! hvor hun seer ud! (til Mad. Jocard.) Madame, jeg beder
- ↑ Hele denne Rolle maa fremsiges med den meest flydende Hurtighed. Forf. Anm.
