92
KONGENS FALD
Pulver, der smittede af, og naar man fik den paa sig, skoldede den. Der faldt Snefingre ned fra Grankvistene, mens man red, og kom de paa Huden, bed de sig fast som graadige Igler. Den svenske Sne var særlig brændt eller udpint af Frost, i alt Fald drak den paa Haandbagene som Sugedyr, den fortærede alt hvad den saa. Det var den værste Slags Sne, den laa florløst, den groede som et Mos paa Huden; de faldnes Lig var groet til i et Øjeblik. Jo det var haarde Dage. Naar Solen skinnede, var Luften fuld af fine, fine Splinter, saa man gærne kunde krympe sig ved at aande; om Natten stod Hestene sammen og ømmede sig, de hostede, ho ho ho, som gamle Mænd. Og da det kom til Slag, blev det først galt, ingen kunde taale Saar, de, der blev ramt, hvællede som Svin. Granerne sprang som Glas for Kanonkuglerne. Mange blev baade vilde og gale. Men de havde jo vundet en storartet Sejr. Nu laa Hæren for Stokholm …
Aprilsolen brød nu og da igennem. De var nær aldrig kommen over Bæltet, som gik med stærk Strøm i det haardtblæsende Vejr, Hestene blev bange og vilde sætte udenbords, saa de maatte surre dem fast i Færgen. Da de kom paa Land og red videre, rejste Axel Hovedet og vejrede rundt.
Det er saa Jylland, sagde han og smækkede med Tungen, her har jeg aldrig været.
Mikkel tav. Axel følte, at den høje tørre Landsknægt blev ved at tænke paa andre Ting. Han saa til ham fra Siden og studerede Arrene, han havde i Ansigtet, som var det en Skrift.
Her i Jylland ligger der en Skat, som jeg skal hæve ved Lejlighed, raabte Axel noget efter, medens de red i Galop med Vinden buldrende om Ørene. Mikkel vendte Hovedet og gav ham et aandsfraværende Nik. En stor Skat … saa blev Axel ærgerlig over Mikkels Mangel paa Deltagelse og sporede sin Hest, de red tæt Side om Side, alt hvad Hestene kunde straale ud af Jorden. Axel red med vidtaaben Mund og fjedrede i Benene under store Bevægelser, men Mikkel sad lavt og indgroet
