Side:Kongens Fald.djvu/62

Denne side er blevet korrekturlæst

56

KONGENS FALD


ben andre kraftige Sager. Jeg fik ingen Guld. Nej, bitte Mikkel. Og saa siden lagde det sig jo af af sig selv.

Thøger Smed var bleven gammel. Den buklede Skaldepande begyndte at gro til med Haar for anden Gang, Rundtenomskægget groede langt ved Ørene som paa alle gamle Folk, og det var hvidt. Ansigtet var fuldt af blege Pletter, de mægtige Hænder var ogsaa falmet.

En Gang imellem gjorde Thøger et Stykke Arbejde i Smedien, ellers passede han Kværnen; Niels stillede sig da skummel og sodet ved Blæsebælgen. Thøger smeddede koldblodigt og med knusende Dygtighed, han knejsede stærkt over Ambolten, fordi han var langsynet nu. Men han kunde gøre Besked paa et varmt Jern. Dog højest en halv Times Tid, saa holdt han brat op, teede sig som kom han i Tanker om andre Ting og gik ind i Stuen. Der sad han saa og snappede efter Vejret og søgte at skjule sin forræderske Aandenød.

Her skal du se, hvad jeg har, udbrød den gamle en Dag og rodede ivrigt op i en lille Træbudike mellem gamle Knapskaller og Metalstumper — hvor er den nu henne? Det er en Galskilling, om jeg ellers kunde finde den. Jeg har gemt den i mange Aar, til du kom hjem. Jeg kan jo ikke læse, hvad der staar paa den, selv om mine Øjne var til det, det er nok latinsk. Her er den, jeg har fundet den i Jorden en Gang. Naa Mikkel, hvad staar der saa paa den?

Mikkel bøjede sig med vaade Øjne over den irrede Mønt og tydede Indskriften.

Saa skal du ogsaa ha'en, sagde Thøger yderst tilfreds med Sønnens Kunnen. Den er af godt Sølv.

Tak. Mikkel tog Mønten og gemte den, han skilte sig ikke siden ved den.

Thøger omfattede sin Søn med mangt et tankefuldt Blik de første Dage efter hans Hjemkomst.

Underligt kan det gaa, sagde han, ingen ved, hvor Evnerne