Side:Kongens Fald.djvu/37

Denne side er blevet korrekturlæst

31

FORAARS SMÆRTE


Jeg er oppe fra Jylland, fra en lille Herregaard ved Limfjorden. Han hostede uroligt og ventede, til Stemmen var sikker igen. Min Fader er død for mange Aar siden, min Moder har Gaarden. — Han tøvede, betænkte sig tydeligt nok paa at fortsætte.

Mikkel syntes, han burde give sig tilkende. Men hvorfor skulde han saa endelig det? Han sparede før Otte Iversen for Ærgrelse ved at lade være. Mikkel tav.

De kom forbi Nørreport. Vagten spankede op og ned med Hellebarden i Armen, han stod stille og spejdede mistænksom efter de to Nattevandrere.

Jeg har kendt … vi har kendt hinanden i over fem Aar, sagde Otte Iversen, lige fra jeg var Dreng. Min Moder vidste ikke noget om det. Det gik saa underlig til. Jeg holdt meget af at ligge og sejle i Aaen i en lille Baad, jeg havde, og paa den Maade kom jeg helt ned til Stranden. Hun bor i et Hus dernede ved Fjorden, hendes Fader er Fisker. Der var det jeg saa hende første Gang. Hun var fjorten Aar og næsten voksen; saa saa jeg hende flere Gange siden. Og saa hændte det, at vi laa og medede Fisk i Aamundingen en Gang — jeg kunde godt faa hende med ud i Baaden en Tur, naar jeg kom derned.

Otte Iversen tav lidt og hentede Vejret. Mikkel kendte Fiskeren særdeles godt, det var jo Jens Sivertsen. Ane Mette havde han set næsten daglig, men som lille Pige. Da havde hun gult Haar og var rød og hvid som alle Smaabørn. Men … men hvordan hang alt det sammen?

Saa lige med ét, da vi ser os om, er vi dreven fra Land! fortalte Otte Iversen videre i betydelig Sindsbevægelse. Jeg havde nok mærket, at det blev dybt, men aldrig tænkt over det, vi laa jo og kiggede ned i Vandet. Vi var dreven fra Land. Jeg farer til med Stagen, der var til Baaden, og vil støde den i Bunden for at komme ind — saa kan den ikke naa!

Otte nikkede nervøst.

Det var Fralandsvind. Og der var ingen at øjne — Jens Si-