226
KONGENS FALD
Mikkel rejste for Alvor, han var inde i hver eneste Kro paa Vejen. Hvert Sted lod han sig forlyde med det vigtige og paatrængende Ærinde, han var i for Kongen. Folk undrede sig over den affældige gamle Mand og spekulerede paa, om det mon var en forrykt, bansat Kardinal eller en hjempermitteret Oberst eller en alderdomssvag Markedsgøgler. Han saa ud som en højbaaren Mand med sin side Skaldepande, men han tog sin Snaps som en Geworben. Der stod Respekt af ham, og dog gik man bag om ham og lo. Hvad mon det var for et Ærinde, han talte om? Det maatte haste svært og kræve stor Erfaring, siden de sendte en Mand ud at ride i Galop, der knap kunde hænge sammen. Man maatte dog lade ham, at han kunde tie med det, der var ingen der fik ringeste Besked.
Da Mikkel havde rejst et Par Dage, slog det ind med Regn og Storm, Bladene suste i de gule Skove, han kunde ikke taale Vejret og lagde sig syg ind paa en Kro. Her troede de, han skulde være himlet, men nej, han var paa Benene allerede næste Morgen og vaklede i Saddelen, han ilede gennem Sønderjylland, som skrevet staar, og ankom endelig mere død end levende til Lybæk.
Mikkel tog ind paa "Den gyldne Støvle". Dagen ud hvilede han og gjorde sig tilgode, og han sov til næste Dags Middag, hvorpaa han vandrede i Raadhuskælderen. Men saa skulde han ogsaa være færdig med sin private Fornøjelse af Rejsen, nu gjaldt det at faa Ærindet udrettet. Han spurgte sin Vært efter Veilchenstrasse.
Veilchenstrasse! Værten saa paa ham med rundbuede Øjenbryn. Hm! Naa ja, den kunde han jo godt vise ham. Den laa der og der. Og Mikkel begav sig afsted. Da var det langt hen paa Eftermiddagen. Han havde nær aldrig fundet den, det viste sig at være en snæver Gyde, som allerede laa næsten i Mørke. Oppe i Vinduerne sad velnærede unge Kvinder, og mere end en af dem kaldte henrykt paa Mikkel, som gensaa hun en længe
