223
PAA SØNDERBORG
at de stod i Mørke, og tog Ide om Hoften med sin store Næve. Hun kastede sig til Side, og der kom et Brøl fra hende, fra Struben, dybt og raat som fra et ukendt Dyr, det gjaldede under Porthvælvingen og hørtes over hele Slottet.
Herre Jesus! Soldaten sank i Knæ og veg baglængs tilbage ind i Porten. Der blev aabnet Lemme og Ruder overalt oppe og nede i det store Slot, og forfærdede Stemmer spurgte søvndrukkent ud, om hvad der var sket. Uroen lagde sig først længe efter, at Jakob og Ide var i Behold i deres Kamre.
Ogsaa Kongen hørte Brølet, han stod ved Vinduet og saa efter Vejret, og han sprang dybt ind i Taarnværelset, Haarene rejste sig paa hans Hoved. Han sneg sig til Døren og strakte en Haand ud og prøvede, om den var lukket, jo den var jo forsvarligt laaset og riglet til. Aa, han trak Vejret dybt, gik skælvende til en Stol og sank om dødelig mat. Saa slog han Bibelen op og satte sig til at læse med Lysene tæt foran sig. En Gang imellem rejste han lydløst Hovedet fra Bogen og stirrede forbi de sydende Lysflammer med stive skræmte Øjne.
Lidt efter lidt blev han rolig, han vovede sig ud fra Bordet, tændte flere Lys og hengav sig taknemlig til Læsningen af Ruths Bog, sad nidkær med sit store hvide Hoved mellem Lysene og læste den ud. Og da han var færdig, meldte den Tanke sig, der altid anfægtede ham, naar han havde været fordybet i Skriften og atter mindedes det timelige: at hans Venner var døde og borte, at de var faldne ham fra allesammen, og at det var længe siden.
Han sad lidt og gravede sig med Haanden i Haaret. Saa slukkede han alle Lysene paa nær tre. Han lagde sig omstændeligt paa Knæ midt i Taarnstuen og bad sine Fadervor, hviskede halvhøjt og længe, til Regnskabet var gjort op. Han gik derpaa i sin Seng, lod Lysene brænde og laa med Hænderne foldet foran sig paa Felden og med rolige, vaagne Øjne.
I denne Stue havde han boet nu elleve Aar. Her var det, han
