214
KONGENS FALD
saa svært ved at vinde med. Nu stod hun og støttede sig nikkende af Træthed til Stokken foran sig. Det brungule Mumieansigt indfattedes af Hovedlinet, hun græd, hun kvækkede højt, da Raabet stormede:
Farvel Kong Christiern!
Hun stod med den svage Ryg ganske sammenbøjet af Alder, hun var ikke stort mere end en Alen høj, hun rystede og vimrede over denne fælles Smærte, hun selv som gammelt Menneske næppe fattede. Denne Morlille var Mendel Speyers Datter Susanna.
En sidste Gang lød det klagende:
Farvel, Kong Christiern.
Jakob Spillemand rev Violinen ud af Bælgen og gned en falsk Melodi, mens Taarerne løb ham ned i de fortvivlet leende Mundkroge. Lille Ide stod ved Siden af og legede paa Trianglen og saa alle Folk aabne Munden og fare sammen, som gik der med Smærte noget ud af dem; hun bladede med Tungen i Munden for ligesom at begribe det.
